• forside
  • historie
  • kaffebeskrivelser
  • menu
  • Nyt
  • Bæredygtighed
  • galleri
  • om os
  • kontakt
kaffesmeden

Kaffens historie

Kaffen kom rent faktisk til ved et pudsigt tilfælde. Det går helt tilbage til det sjette århundrede, hvor en gedehyrde i Kaffa i det sydlige Arabien – det der i dag hedder Yemen – opdagede et træ, hvis bær havde en opfriskende virkning, når gederne fik lov at tygge dem. Der gik dog mange århundreder, før kaffen dukkede op på bordene, i den forstand vi kender den. Det er desværre gået tabt i historien, hvordan man fandt ud af at riste bønnen, men forlydender går på, at også det skete ved et tilfælde.

Indtil det fjortende århundrede dyrkede man kun kaffe i det sydlige Arabien og i Etiopien. Det blev eksporteret fra havnebyen Mocha ved Det Røde Hav. Med tiden ramte kaffen også Indien i starten af 1600-tallet, og senere tog kaffen fra Holland til Java. Fra Holland kom det til Frankrig, men da det ikke lykkedes dem at så dem der, tog man dem i 1720 med til den franske koloni Martinique i Caribien. Siden er kaffeplanten spredt over flere kontinenter verden over.

I Danmark fik vi først smag for det sorte guld i 1660’erne, og det delte vandene i det lille kongerige. ”I disse tider oplever man, at noget nyt og sært føres til de nordiske lande. Man kalder det koffi. Lad Indian og Tyrk fylde sig med sådant. Jeg har øl, vin og mjød, og det er hjælp nok til mig,” sagde hofpoeten Anders Bording i 1669 om kaffen.

Det var dog heldigvis ikke alle der delte samme holdning. Kaffen spredte sig så småt, og blev et hit i de danske stuer. Specielt fruer og frøkener fra den højere klasse nød en kande kaffe ved søndagens kaffebord. Kaffen var generelt forbeholdt de bedre stillede danskere, mens de lavere rangerede danskere fortsat måtte holde sig til øl.

Kaffen blev dog hurtigt så udbredt i Danmark, at danskerne op til anden verdenskrig havde verdensrekorden i antallet af kopper kaffe indtaget pr. indbygger.

Da kaffen langt om længe ramte Amerika tog dens popularitet fart. Amerikanerne var ellevilde med den sorte drik, og der poppede store caféer op i New York, Philadelphia og Boston især. New Yorks børs og The Bank of New York startede i kaffehuse, på det der i dag hedder Wall Street, New York.

Kaffe er i dag så efterspurgt, at flere lande som eksempelvis Uganda, Kenya, Rwanda og Burundi er stærkt afhængige af kaffeeksporten. Ifølge magasinet Scientific American er behovet på verdensplan for kaffe så stort, at det er en af verdens største industrier, der årligt omsætter for omkring 70 milliarder dollars. Dvs. at industrien globalt kun overgås af oliehandlen.

Kaffe er i dag ikke overraskende verdens mest udbredte drik.

copyright 2024