• >forside
  • historie
  • menu
  • Vine
  • Bæredygtighed
  • galleri
  • om os
  • kontakt
logo

Vin til Tapas

Hvidvin…  

Riesling Trocken – Økologisk
Weingut Karl Schaefer, Pfalz

Distriktet

Med sine ca. 22.000 ha. vinmarker er Pfalz det næststørste vinområde i Tyskland og grænser mod syd op til Frankrig og mod nord op til Rheinhessen. Området har længe været kendt for sine umiddelbare hvidvine lavet på bl.a. Riesling og Müller-Thurgau, sine mousserende vine (sekt) og rødvine – ofte lavet på Portugieser. Kvaliteten har fået et skub opad i de seneste år, efterhånden som en ny generation af producenter er kommet til. I dag finder man en del meget spændende vine lavet på bl.a. Pinot Noir og Kerner.

 

Producenten

Weingut Karl Schaefer er grundlagt i 1843 af lægen Dr. Christian Schaefer, og det er hans søn, Karl Schaefer (en af de første til at flaskeaftappe vin i området), som er ophav til vingårdens aktuelle navn. I dag er det 6. generation, som er ved roret, repræsenteret ved ægteparret Marianne og Job von Nell.

Vinhuset ligger i Bad Dürkheim, på den berømte ”Weinstrasse” i Pfalz og råder over ca. 17 ha. vinmarker. Blandt dem er klassificerede marker som Michelsberg og Spielberg (Bad Dürkheim), Fuchsmantel og Gerümpel (Wachenheim), Pechstein (Forst), samt Herrenberg og Weilberg (Ungstein). I mere end 100 år har vinhuset været med i ”Verband Deutscher Prädikatsweingüter” (VDP) – en sammenslutning af tyske topproducenter af Riesling.

Weingut Karl Schaefer praktiserer i dag 100% økologisk produktion på de terrasseanlagte vinmarker, der er understøttet af smukke stenmure. Dyrkningen foregår i fuld respekt for områdets sjældne dyr og planter, og bl.a. derfor prioriterer man det manuelle arbejde på markerne. Riesling udgør i dag 85% af arealet, men man dyrker også Weissburgunder, Chardonnay, Scheurebe, Gewürztraminer, Grauburgunder, Rieslaner og Muskateller for de hvide, samt Spätburgunder, Cabernet Sauvignon, Dornfelder og Merlot for de røde. Vinene er kendte for deres finesse, sprødhed, mineralitet og klasse.

 

Vinen

Riesling Trocken fra Weingut Schaefer er klassificeret som GUTSWEIN (Estate Wine) af VDP og druerne høstes på en vinmark i Mittelhaardt nær vinruten i Pfalz.

I duften finder man frugtrige nuancer af akacieblomster, citrusfrugter og modne ferskner. I smagen har vinen en god balance mellem frugtsødme og friskhed, noget som gør vinen perfekt til et lille glas som aperitif eller til mad. I eftersmagen er det nuancerne af citrusfrugter som dominerer. En meget umiddelbar og lækker vin. Server den til salater, skaldyr og fisk.

Retur til vinkort »
copyright 2023